Jalousi – din bedste ven!

Op og nedture, det tror jeg vi alle kender til, men alt for sjældent er det den side der bliver vist på de sociale medier, og det heller ikke altid den side der er sjovest at fortælle om når folk spørger: Hvordan går det så med dig?

Jeg har det jo egentlig godt, både privat og musikalsk, men alligevel kan jeg sidde og være “jaloux” på dem som har den ene koncert efter den anden, eller endnu et ny projekt, musikvideo eller hva’ ved jeg. Og ofte sidder jeg bagefter og spørger mig selv: hvorfor irriterer det mig at andre har succes, jeg ved at mit svar ville være meget anderledes hvis jeg kendte til hele historien bag deres “opslag”/succes, men det er noget vi sjældent deler på vores sociale medier. 

Med den indsigt som jeg ofte gør mig vil jeg gerne prøve at vise den anden side af min “succes” selvom jeg nu ikke vil kalde den det, det kunne jo være at der var nogen der faktisk fik ligeså meget ud af at kende den historie. Kunsten er jo så at det ikke skal lyde beklagende 🙂 

For tiden søger jeg fonde som jeg ved mange af mine med-musikere gør, og indtil videre har det kun været det ene afslag efter det andet. I starten tog jeg det meget personligt, og selvom det giver en smule ærgrelse, så er min første tanke altid: Nå ja, så kan vi sku da ansøge den igen til næste deadline! 

Jeg er i øjeblikket lidt i stand-by fordi jeg er ved at planlægge øvere, skrive musik og gøre klar til at skulle spille koncerter, evt. lave en udgivelse (hvis jeg får penge) derfor har jeg, i mit eget syn ikke så meget der sker for tiden, så når jeg kan se de andre har efterårs turné osv. så giver det lige et gip, MEN jeg prøver virkelig at minde mig selv om at den process hvor der ikke sker kommer til os alle, men den periode er jo sjældent den vi reklamerer med på vores facebook! 🙂 

Jeg har helt klart efterårs blues for tiden, jeg troede måske allerede jeg ville være klar med et nyt band, have penge til min udgivelse og alle mulige ønske scenarier, men det har jeg altså ikke, OG DET ER SKU OKAY! Men i min blues kommer der altid en velkendt ven:

Jalousi 

Jalousi er en underlig størrelse, og jeg tror vi alle kender det på den ene eller den anden måde. Det er lidt en underlig situation at man både er kollegaer men også “konkurrenter”, især hvis man er i samme instrumentgruppe.

Jeg har virkelig skammet mig over den følelse i mange år, men jeg har også erfaret at alle de musikere jeg snakker med har haft det, eller har det på nøjagtigt samme måde, derfor er det vigtigt for mig at sige det her: Det er okay at være lidt jaloux på de andre så længe man vender det til noget positivt for en selv, man kan jo enten se det som en motivation til at blive bedre, eller som inspiration til sin egen musikalskekarriere. 

Hvis man er tro mod sig selv og hvem man er som musiker burde der jo ikke findes nogen der kan det du kan, så hvis man tager ud i verdenen med den holdning at “jeg er den eneste der kan det jeg kan” så er der vel ingen grund til at se det som konkurence og jalousi, men ja det er nemmere sagt end gjort! 

Det går meget op og ned i perioder for mig hvordan jeg har det med mine med-musikere, men jeg får det altid vendt til noget positivt. Det bliver i hvert fald ikke bedre af at man ikke gør noget og bare lukker sig inde i øvelokalet. 

Husk at næsten alle har haft, eller har den følelse engang imellem. 

For lige at slutte af så kan jeg efter at have skrevet dette oplæg sige, der kører sku meget godt, og jeg glæder mig til at afslutte min solist-uddannelse her til sommer! 🙂 

______________________________________________

Husk at hvis du vil kommentere så skal jeg godkende kommentaren før den bliver vist herunder. 

Skriv et svar